Radikale Venstre vil igen i Odsherred Byråd | Odsherred Radikale Venstre

Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Odsherred Radikale Venstre

Radikale Venstre vil igen i Odsherred Byråd

Radikale Venstre har sammensat sin kandidatliste til kommunalvalget.

Når byrådsmedlemmerne i en afslappet stund ser frem mod kommunalvalget i november, så falder talen hurtigt på Radikale Venstre.

Partiet har ganske vist ikke siddet i byrådet siden 2009, men der er bred enighed om, at partiet med Thomas Nicolaisen som spidskandidat står stærkere end tidligere. Thomas Nicolaisen er meget kendt i Højby-området og forventes at kunne trække en del stemmer herfra.

Thomas Nicolaisen blev valgt som spidskandidat tidligere på året. Og onsdag aften sammensatte medlemmerne på Pottegården på Ellinge Lyng resten af kandidatlisten med ni navne. Her optræder blandt andre Kate Jensen, som sad i byrådet frem til 2009 (sammen med Arne Mølgård). Andre kendte ansigter er Søren Myrup og Allan Haslund, begge fra Asnæs-området.

Formanden for Radikale Venstre i Odsherred, Anders Holst, er meget tilfreds med listen. Og han ser lyst på mulighederne for, at partiets røst atter skal kunne høres i byrådssalen.

- Vi går efter at blive repræsenteret i byrådet. Jeg vil ikke sætte tal på, hvor mange stemmer vi kan få, for det vil være ren fiktion. Vi har til alle valgene haft gode spidskandidater, og jeg er utrolig begejstret for, at vi nu har Thomas Nicolaisen som spidskandidat. Han er et stærkt kort, siger Anders Holst.

Partiet valggrundlag er endnu ikke udformet i detaljer.

- Decentralisering bliver e overordnet vision for kandidaternes arbejde. Skolepolitikken betyder meget for os. Her er vi meget optaget af, at de enkelte skoler og afdelinger får mere indflydelse. Der er nogle udfordringer i skolepolitikken i Odsherred. Et problem er, at der er flyttet indflydelse væk fra de faglige miljø, men det er vigtigt, at lærerne får et læringsmiljø, de selv ønsker sig, siger Anders Holst.

Kommunalvalget i 2013 mindede om et »præsidentvalg« mellem Thomas Adelskov (S) og Morten Egeskov (V). Men Radikale Venstre vil ikke på nuværende tidspunkt sige, hvem man vil pege på som borgmester, hvis det ikke bliver Thomas Nicolaisen.

- Vi er stadig fuld gang med vores politikudvikling, og vi har dialoger med de andre partier. Hvis vi ikke selv kan få borgmesterposten, må vi se, hvordan vi får mest muligt af vores politik igennem, bemærker Anders Holst.

Kandidatlisten, som senere kan blive suppleret, ser sådan ud:

1. Thomas Nicolaisen

2. Anders Holst

3. Marianne Fritzen

4. Christian Vandel

5. Kate Jensen

6. Søren Myrup

7. Allan Haslund

8. Jørgen K. Gylling

9. Poul Erik Pedersen

Radikale Venstre har historisk set stået stærkt i Odsherred. Men siden 2009 har partiet altså ikke været repræsenteret i byrådet.

Partiets stemmetal i procent ved de sidste tre kommunalvalg: 2,0 (2013), 3,0 (2009) og 6,1 (2005).

ta

Iflg. Nordvesnyt